Ny side 0



Specifikke tests til undersøgelse i forbindelse med løb
Af Lars Henrik Larsen

En række specifikke tests kan være relevante, afhængig af de øvrige fund i undersøgelsen. Formålet med denne artikel er ikke at lave en udtømmende oversigt, men her nævnes en række tests der er anvendelige og relevante i praksis. Pronation og hyper-pronation er vel nok det mest omdiskuterede del af løbecyklus. Derfor er undersøgelse af pronation og de relevante strukturer for pronationen værd at se nærmere på. I en senere artikel vil jeg diskutere sammenhængen mellem statiske og dynamiske tests, mens jeg her koncentrerer mig væsentligst om de enkelte tests.
Alignment ● Pronationsbevægelsen vurderes dynamisk gennem alignment-vurdering i løbets enkelte faser, hvor midtstandfasen er den fase der bringer foden ud i størst pronation. ● En supplerende undersøgelse kan være statisk alignment ved vurdering i fx stående og et-bens stand. Alignment kan vurderes på såvel enkelte led som ledkæder – senere i artiklen rettes fokus mere mod begge undersøgelsers styrker og svagheder.




Navicular drop test ’Navicular drop test’ bruges for at få et målbart udtryk for pronationen. Det naviculare drop defineres som ’den afstand tuberositas naviculare bevæger sig i stående, når subtalar-leddet bevæger sig fra neutral til afslappet position’ (Mueller et al. 1993). Eller, hentet fra et forskningsprojekt hvor navicular drop anvendes på ledegigtpatienter,”et mål for, hvor meget tuberositas ossis naviculare synker under almindelig gang. Positionen i starten af standfasen sammenlignes med positionen midt i standfasen” (Simonsen et al 2004). Der er ikke nogen endegyldig definition af det naviculare drops størrelse for at definere pronationen som ’hyperpronation’. I ovenstående forskning anvendes fx cut-off punktet 1,5 cm, mens andre forfattere har anvendt et andet udgangspunkt. Samtidig skal det understreges at intra-reliabiliteten i navicular drop test (og i mange lignende tests) er diskutabel – Morrison et al (2005) fandt fx for lav reliabilitet til at testen kunne anbefales som antropometrisk mål (Ibid, p. 184). I klinisk praksis bør testsvaret derfor udelukkende anvendes til den enkelte undersøgelse eller fx som mål til at vurdere effekten af en intervention og testens usikkerhed bør inddrages i resultatet.

Navicular modstands test En anden variant af drop testen er ’Navicular modstands test’, hvor modstanden mod et cranialt-rettet løft af navicula vurderes (Payne et al 2002). Testen udføres ved at placere 2 fingre plantart for art. Talo-naviculare og påføre kraft i cranial retning. Med fingrene registreres den kraft der skal anvendes for at supinere foden og testresultatet indplaceres på en 0-5 skala, hvor 0 = ’minmum modstand for at supinere foden’ og 5 = ’maximum modstand for at supinere foden’. Payne et al har vurderet testen (Ibid 2002) og fundet at reliabiliteten er høj nok til at testen kan anvendes i klinisk praksis af erfarne klinikere. Igen bør det bemærkes at evidensen for testen er diskutabel, men at intratester-reliabiliteten formentligt er høj nok til at testen er anvendelig, hvis usikkerheden inddrages i resultatet.

Fodtypeundersøgelse Fodtypeundersøgelse er en mekanisk undersøgelse af fodens kontaktflade til underlaget under vægtbæring. Den kaldes også ’ brusebadstesten’ fordi det våde fodaftryk efter bad kan give et billede af hvordan foden reagerer på vægtbæring. Undersøgelsen kan udvides til et mere dynamisk perspektiv med en simpel spejlkasse, hvor løberen fx kan sidde med fødderne på glaspladen, herefter stå på kassen og derefter fx stå på ét ben. Herved får man først og fremmest et billede af fodtypen, men måske også et billede af fodens reaktion på øget vægtbæring. Ved funktionel platfodethed kan testen fx laves under étbens knæbøjning eller forskellen mellem stående og ét- bens stående kan registreres. Undersøgelse af fodtype og Spejlkasse-undersøgelser kan give et mekanisk billede af foden og dens reaktion på belastninger, men også her skal resultatet tolkes i lyset af usikkerheder i testen såvel som usikkerheden ved mere eller mindre simple og statiske tests som udgangspunkt for at arbejde med mere komplekse og funktionelle problematikker. I flere sportsbutikker findes fodscannere der kan give et mere dynamisk billede af aktionskræfterne under løb. Disse teknikker anvendes også i forskningen i mere komplekse situationer – i en anden artikel vender jeg tilbage til hvorledes denne type forskning har bidraget med ny viden om fodens belastninger ved løb, men se eksemplet på fig. herunder.

	En spejlkasse kan laves af en simpel trækasse med glaslåg, og skråtstillet spejl. OBS vinklingen af objektivet i forhold til spejlet, hvis du skal tage billeder af fodaftrykket.

Trendelenburg test Trendelenburgtesten er oprindeligt en stabilitetstest af hoftens abduktorer. Testens udføres ved sammenligning af almindelig stående stilling og 1-bens stand med primært fokus på bækkenets stabilitet (se fig. herunder). Under normale neuromuskulære tilstand vil de fleste mennesker have mulighed for at holde bækkenets stilling i horisontalt niveau ved dette stillingsskift, men ved en række tilstande vil der ske kompensation ved lateralt tilt, som vist til hø. på fig. Testens anvendelse er vidt udbredt i klinisk praksis, men det bør understreges at det er vigtigt at fokusere på testens mål. Testen er positiv (dvs. at der er instabilitet), hvis ● Hoften på standbenssiden forskydes lateralt ved adduktion ● Hoften på standbenssiden forskydes medialt ved abduktion ● Overkroppen forskydes i forhold UE ● Hvis stillingen på andre måder afviger fra en stabil 1-bens stående stilling 1-bens stand i løbestilsanalysen betragter jeg derfor væsentligst som en screening, hvor der er fokus på en række faktorer: ● Bækkenets stabilitet ● Stabilitet bækken – hofte – knæ – fod ● Alignment bækken – hofte – knæ – fod ● Balance og postural kontrol ● Kompensatoriske bevægelser i relation til de ovenstående Referencer - klik her
		marts 2006 © Lars Henrik Larsen